Jeg ved ikke hvordan, men mine elever havde opsnappet, at det netop den dag var min fødselsdag. Jeg så dem ankomme til skolen, i deres fineste tøj og bærende på små gaver.

Jeg modtog fra dem blandt mange gaver, en elegant pen, en lille messebog, et penalhus og en buket af friske blomster. Jeg blev lykkelig og trist på samme tid af deres gestus. Lykkelig fordi ethvert tegn på taknemmelighed og ømhed fra disse gode børn berørte mig dybt og fik enhver anstrengelse til at forekomme mig så let.Trist fordi jeg tænkte på hvordan pengene til disse gaver kunne være brugt på bedre vis. Om alt var, modtog jeg med ro i sindet disse små kærlighedserklæringer.

Et enkelt barn, det fattigste af dem alle, gav mig ingen gave, men fra hans triste og skamfulde udtryk kunne jeg se hvor meget det gik ham på. Jeg kaldte på ham og da han kom hen til mig omfavnede jeg ham og kyssede ham kærligt. Ved disse kærtegn kom modet til ham og han gav mig en lille pakke og skyndte sig væk.

Overrasket og nysgerrig åbnede jeg denne lille gave, uden at nogen lagde mærke til det. Og fandt... Ja gæt engang.. Tre stykker hugget sukker.

Jeg kaldte ham straks til mig igen.

--Ved du at jeg elsker sukker? spurgte jeg ham smilende.

--Det tænkte jeg nok, jeg elsker også sukker!

--Og du, fortsatte jeg bevæget, har bedt om sukker fra din mor og..

--Nej frøken! Svarede han straks, jeg har ikke bedt om noget fra nogen, sukkeret er mit eget.

--Jamen...

--Min bedstemor, når hun giver mig mælk og kaffe, ligger altid to eller tre stykker sukker i underkoppen til at søde kaffen med. Jeg har sukkeret herfra...

--Og Mælken og kaffen?.. Spurgte jeg med tør hals.

--Jeg har drukket den bitter, uden sukker!

Mario, lille Mario, hvor er du blevet af? Måske har røgen fra fabrikkerne sortnet dit engleblide ansigt, måske arbejder du i markerne hvor kornet gror og modnes under solen, måske drages du af de eventyrlystne skibe hvor arbejdet er så hårdt og håbet så forfejlet..

Men hvem du end er, arbejder, landmand eller manden på havet, så er din plads blandt de noble hjerter, for hvem kærligheden er et uselvisk offer og en pligt.

Mario, lille Mario, hvis du kunne komme til mig et øjeblik, her i mit arbejdsværelse, ville du se mange papirer og bøger og megen nips; og du ville også se, under en lille glasklokke, tre stykker hugget sukker med et navn og en dato.

Jeg aner ikke hvordan, men mine elever havde fundet ud af, at det var min fødselsdag den dag. Jeg så dem ankomme til skolen iklædt festtøj og med gaver i hænderne.

En bragte mig en elegant kuglepen, en anden en lille bog til messe, en et arbejdsetui, og en anden en flot buket af nyplukkede blomster. Jeg blev både glad og trist over dette syn: Glad fordi et hvilket som helst tegn på taknemmelighed eller kærlighed, som jeg modtog fra disse dejlige børn, rørte mit inderste og fik mig til at føle som om, at alle personlige ofre var uanselige: Trist fordi jeg tænkte over de penge, der var blevet brugt på disse gaver, som kunne være blevet brugt til et mere trængende formål. Jeg tog dog imod disse kære tegn på kærlighed med let sind.

Kun et barn, det fattigste, tilbød mig ikke noget: Men fra hans melankolske ansigt kunne jeg ane, hvor meget han måtte være pint. Jeg kaldte på ham og, da han kom nærmere, omfavnede jeg ham gentagne gange og kyssede ham. Opmuntret af disse kærtegn, lagde staklen en lille pakke i mine hænder og flygtede genert.

Overrasket og nysgerrig åbnede jeg den uden at nogen lagde mærke til det. Det var ... prøv at gætte! ... Tre sukkerknalder!

Jeg kaldte ham straks til mig.

--"Vidste du, at jeg kunne lide sukker?", spurgte jeg ham med et smil.

--"Det gættede jeg! Jeg elsker det!"

--"Og du," sagde jeg rørt, "har sikkert spurgt din mor og ..."

--"Nej, frue!", svarede han hurtigt, "Jeg har ikke spurgt nogen om noget. Jeg har selv gemt det til Dem, helt alene ..."

--"Men alligevel..."

--"Når bedstemor giver mig kaffe og mælk, lægger hun altid to-tre stykker sukker i koppen for at gøre den sødere. Jeg tog sukkeret op ..."

--"Og kaffen og mælken ...?", spurgte jeg med en klump i halsen.

--"Den drak jeg bitter!"

Mario, lille Mario, hvor er du? Måske har osen på værkstederne formørket dit engleagtige ansigt, måske arbejder du nu i marken, hvor afgrøden gulnes og druerne modnes i solen, måske befinder du dig på eventyrlystne skibe, hvor arbejdet er hårdt og håbet svinder hen ...

Men hvem end du er, arbejder, landmand eller søfarer, er din plads blandt noble hjerter for hvem kærlighed er opofrelse, selvfornægtelse og pligt.

Mario, lille Mario, hvis du i et kort øjeblik kunne være til stede på mit lille studieværelse, ville du se mange papirer, mange bøger og mange nipsting; og i en lille glasklokke ville du også få øje på tre stykker sukker, et navn og en dato!