Hvem kastede den der første, skæbnesvangre tomat, som igangsatte La Tomatina-revolutionen? Det er der faktisk ingen, der ved. Måske var det en oprører, der var imod Franco, måske var det et karneval, der kom ud af kontrol. Ifølge den mest gængse version af historien skete der det, at nogle lokale folk i 1945 under festivalen Los Gigantes (en parade med kæmpestore dukker i papmaché) ville skabe lidt opmærksomhed ved at iscenesætte et slagsmål. De stødte på en kærre med grøntsager i nærheden og begyndte at kaste med modne tomater. Uskyldige tilskuere blev draget med ind i det, indtil det hele eskalerede i et kæmpe virvar af flyvende frugt. Anstifterne måtte godtgøre tomatsælgerne, men det forhindrede ikke nye tomatkampe – og en ny tradition var skabt.

Myndighederne frygtede en optrapning, der ville blive svær at styre, og vedtog derfor i 1950'erne en række forbud, som siden blev lempet og genindført. I 1951 blev lokale folk fængslet for at trodse loven, men løsladt igen efter et offentligt ramaskrig. Den mest berømte og dristige protest mod tomatforbuddene fandt sted i 1957, da nogle tomatkamp-tilhængere foretog en skinbegravelse af tomater, komplet med kiste og følge. Efter 1957 besluttede de lokale myndigheder at tilpasse sig til forholdene; de indførte nogle få regler og tog den tossede tradition til sig.

Tomaterne er det centrale element, men forud for det endelige opgør er der en ugelang festivitas, hvor man fejrer Buñols skytshelgener, jomfru Maria og St. Louis Bertrand, med parader, musik og fyrværkeri på ægte spansk vis. For at man kan have noget at stå imod med før den forestående batalje, serveres der en enorm paella aftenen før kampen – en ikonisk valenciansk ret med ris, alt godt fra havet, safran og olivenolie.

I dag er der i nogen grad styr på denne utæmmede festival. Nogle arrangører er gået så langt som til at dyrke en speciel sort uspiselige tomater kun til denne årlige begivenhed. Festivitassen begynder omkring kl. 10 med, at deltagerne kæmper om at få fat i en skinke, der er fastgjort øverst på en fedtet pæl. Tilskuere oversprøjter klatrerne med vand, mens de synger og danser i gaderne. Når kirkeklokken slår 12 middag, kører lastbiler læsset med tomater ind i byen, mens folk synger "To-ma-te, to-ma-te!" i et stigende crescendo.

Hovedbegivenheden går i gang, når en vandkanon affyres: Det er grønt lys for at mase og kaste tomater i vilde angreb mod meddeltagere. Langdistance-tomatkast, rene attentater, mellemlange hook-skud. Uanset hvad din teknik er, ser du helt anderledes ud (og føler dig også sådan), når det er slut. Næsten en time senere kan tomat-gennemblødte bombemænd og -kvinder lege videre i et hav af smattet gade-salsa, hvor der nærmest ikke er noget tilbage, der ligner en tomat. Et nyt kanonskud signalerer afslutningen på kampen.

Hvem kastede den første skæbnesvangre tomat, der startede La Tomatina-revolutionen? Det er der faktisk ingen, der ved. Måske var det et antifrankistisk oprør eller et karneval, der udviklede sig. Den mest populære version af historien går på, at nogle lokale under Los Gigantes-festivalen i 1945 (en parade med kæmpemæssige papmachédukker) ville fingere et håndgemæng for opmærksomhedens skyld. De faldt over en grøntsagsbod i nærheden og begyndte at kaste med modne tomater. Uskyldige tilskuere blev efterhånden inddraget, og slutscenariet blev et heftigt gruppeslagsmål med flyvende frugt. Ballademagerne blev nødt til at give tomatsælgerne en erstatning, men det forhindrede ikke flere tomatslagsmål – og at en ny tradition nu var blevet født.

Myndighederne, som var bange for, at der skulle opstå uroligheder, indførte, ophævede og genindførte skiftevis en række forbud i løbet af 50'erne. I 1951 blev lokale overtrædere af forbuddet fængslet, indtil offentlige protester fik dem frigivet. Den mest berømte provokation mod tomatforbuddet fandt sted i 1957, da tilhængere afholdt en tomatbegravelse på skrømt med både kiste, begravelsesoptog og det hele. Efter 1957 besluttede lokalregeringen at acceptere tingenes tilstand, satte nogle få regler op og tog den skøre tradition til sig.

Selvom tomaterne er hovedattraktionen, lægger en uges festligheder op til den endelige dyst. Festlighederne er fejringen af Buñols skytshelgener, Jomfru Maria og Sankt Louis Bertrand, med gadeoptog, musik og fyrværkeri på munter spansk manér. For at man kan samle kræfter til det forestående slagsmål, serveres der aftenen før kampen en gigantisk paella, den typiske valencianske egnsret med ris, skaldyr, safran og olivenolie.

Nu til dags er denne uhæmmede fest blevet sat en anelse mere i system. Arrangørerne er endda gået så vidt som til at dyrke en variant af uspiselige tomater udelukkende beregnet på den årlige dyst. Festen starter omkring kl.10 om formiddagen, hvor deltagerne kappes om at nå først op til en skinke, der er placeret øverst på en fedtet pæl. Tilskuerne spuler klatrerne med vand og synger og danser i gaderne. Når kirkeklokkerne slår 12 middag, triller lastvogne læsset med tomater ind i byen, mens der højere og højere råbes "To-ma-te, to-ma-te".

Og så går forestillingen i gang til braget af en vandkanon. Der gives dermed grønt lys for at smadre og kaste tomater mod de andre deltagere under vilde angreb. Der er langdistance-tomatkastere, snigmordere der opererer på nært hold, og mellemdistanceskytter, der benytter underhåndskast. Uanset teknikken, så ser alle anderledes ud (og føler sig meget anderledes), når kampen er ovre. Næsten en time efter start skvulper skytter gennemblødt af tomater rundt i et hav af smattet gade-salsa, hvor der ikke er noget tilbage, der minder om en hel tomat. Endnu et kanonskud giver signal til, at kampen er slut.

Hvem kastede den første, skæbnesvangre tomat, som startede La Tomatina-revolutionen? Ingen ved det, når alt kommer til alt. Måske var det oprørere mod Franco, måske et karneval, der løb løbsk. Den mest udbredte version af historien fortæller, at en gruppe lokale under Los Gigantes-karnevallet (et optog af enorme papmachéfigurer) i 1945 prøvede at starte et slagsmål for at få noget opmærksomhed. De fandt en grøntvogn i nærheden og begyndte at kaste med modne tomater. Sagesløse tilskuere blev draget ind i det, og snart endte det hele i et heftigt håndgemæng med flyvende frugter. Ophavsmændene blev pålagt at yde kompensation til tomatsælgerne, men dette satte ikke en stopper for senere tomatkampe – og en ny tradition var født.

Frygten for, at det skulle komme helt og aldeles ud af kontrol, bevirkede, at myndighederne i 1950’erne indførte, lempede og siden genindførte en række forbud. I 1951 blev en gruppe lokale, som trodsede forbuddene, holdt bag tremmer, indtil befolkningen protesterede og krævede dem løsladt. Den mest berømte protest mod ”tomatforbuddene” fandt sted i 1957, hvor tilhængere af traditionen afholdt en begravelse af en tomat med både kiste og sørgeoptog. Efter dette optrin valgte de lokale myndigheder at overgive sig, fastlægge nogle få regler og tog den tossede tradition til sig.

Det handler først og fremmest om tomaterne, men der afholdes desuden en uges festligheder som opvarmning til det endelige opgør. Her fejres Buñols skytshelgener, Jomfru Maria og San Luis Beltrán, med optog i gaderne, musik og fyrværkeri på munter, spansk manér. For at give deltagerne kræfter til den forestående tomatkamp serveres aftenen før, det går løs, en storslået paella – den berømte ret fra Valencia, som består af ris, fisk og skaldyr, safran og olivenolie.

I dag er der sat en vis skik på denne frigjorte festival. Arrangørerne er gået så vidt som til at producere en særlig tomat, hvis dårlige smag gør den uegnet som fødevare, og som kun dyrkes med henblik på de årlige festligheder. Det hele starter omkring klokken ti om formiddagen, hvor deltagerne kæmper om at klatre op ad en indsmurt pæl for at få fat i en skinke, der er fastgjort i toppen. Tilskuere spuler vand på de klatrende deltagere og synger og danser i gaderne. Når kirkeklokkerne ringer klokken tolv, kører lastbiler fyldte med tomater ind i byen, mens folkemængdens ”To-ma-te, to-ma-te!” synges højere og højere.

Derefter affyres en vandkanon, og kampene begynder. Dermed er der grønt lys til at mase tomater og kyle dem efter de andre deltagere i drabelige angreb. Lobskud fra distancen, overraskelsesangreb på klods hold eller krogede kast fra mellemdistancen. Uanset hvilken teknik du vælger, kan du uden tvivl mærke det – både udenpå og indeni – når det er ovre. Omtrent en time senere er der fri leg for de tomatindsmurte krigere i gaderne, som nu er omdannet til et smattet hav af tomatsalsa, og hvor det er svært at finde noget, der minder om en tomat. Kampen slutter, når kanonen affyres for anden gang.

Hvem var det, der kastede den første, skæbnesvangre tomat, som satte La Tomatina-revolutionen i gang? Faktum er, at ingen ved det. Måske var det en opstand mod Franco eller en karnevalsfest, der røg ud af kontrol. Ifølge den mest udbredte version af historien var det nogle lokale, der i forbindelse med festivalen Los Gigantes (et kæmpemæssigt optog med papmache-dukker) ville lave røre i den og skabe opmærksomhed. På deres vej rendte de ind i en vogn med grønsager og begynde at slynge modne tomater af sted. Uskyldige forbipasserende blev trukket ind i det hele, indtil scenariet udartede sig til et vaskeægte håndgemæng med flyvende tomater. Tomatsælgerne krævede erstatning fra anstifterne, men alligevel opstod der flere tomatkampe – og det blev begyndelsen på en ny tradition.

I løbet af halvtresserne satte myndighederne en række forbud i gang, trak dem tilbage og indførte dem igen af frygt for ukontrollabel optrapning. I 1951 blev nogle lokale, der brød disse love, sat i fængsel, indtil folket krævede deres løsladelse. Den mest berømte provokation mod tomatforbuddet fandt sted i 1957, da modstandere mod loven afholdt en pseudobegravelse med kiste og følge og det hele. Efter det besluttede lokalstyret at give efter, indføre et par regler og ellers tage den skøre tradition til sig.

Selv om tomaterne er hovedaktøren, er der fest i ugen op til det endelige opgør. Buñols skytsengle, Jomfru Maria og den katolske helgen St. Ludvig Bertrand fejres alle med gadeoptog, musik og fyrværkeri på lystig spansk manér. For at samle styrke til det forestående spektakel serveres der på aftenen før slaget en legendarisk paella med alt, hvad denne valencianske ret har at byde på af ris, skaldyr, safran og olivenolie.

I dag er der imidlertid en vis orden over den frisatte festival. Arrangørerne er gået så vidt som til at dyrke en særlig art mindre smagfulde tomater, som alene er beregnet til den årlige begivenhed. Festlighederne begynder kl ti om formiddagen med at deltagerne kappes om at komme først op og få fat i en skinke, der hænger på toppen af en glatsmurt stolpe. Tilskuerne sprøjter vand på de klatrende, mens de synger og danser i gaderne. Når kirkeklokkerne ringer midt på dagen, kører lastbiler fyldt med tomater ind i byen til lyden af de højere og højere råb om "To-ma-te, to-ma-te!".

En vandkanon fyres af og sætter dermed den vigtigste del af festen i gang. Når den er fyret af, kan man frit splatte og kaste med tomater i rendyrkede angreb på de andre deltagere. Specialister i langkast sender dem af sted i en stor bue, andre er til nedskydninger fra klos hold og fra mellemdistancen affyres der krengeskud. Uanset hvilken teknik, du foretrækker, ligner du ikke dig selv bagefter, og det føles også anderledes. Efter en times tid får de tomatbefængte soldater lov til at lege i et hav af smattet gadeketchup, hvor man skal lede længe efter noget, der ligner en decideret tomat. En nyt kanonaffyring markerer, at kampen er ovre.

Hvem var det mon, der kastede den første tomat og dermed startede Tomatina-revolutionen? Dette melder historien ikke noget om, men måske var det en Franco-modstander, der ville vise sin foragt, eller måske var det et karneval, der løb løbsk. Den mest gængse forklaring stammer fra 1945 og lyder på, at lokale under Los Gigantes-festivalens paradeoptog med store papmachéfigurer gerne ville skabe lidt ravage. Da de så en grøntsagsbod i vejkanten, begyndte de at kaste med de modne tomater. Ofrene blev de uskyldige tilskuere, og det endte med en kaotisk madkamp. Synderne skulle betale sælgerne for de ødelagte varer, men det stoppede dem ikke i at afholde flere tomatkampe – og sådan lød starten på en ny tradition.

Af frygt for hvad alt dette kunne føre til, skred myndighederne til handling og indførte en række forbud, der i løbet af 1950'erne både blev lempet og siden hen genindført på ny. De lokale, der i 1951 trodsede forbuddet, blev fængslet, men oprør i lokalsamfundet førte til deres løsladelse. Den mest famøse begivenhed i kampen mod tomatforbuddet fandt imidlertid sted i 1957, hvor modstandere afholdt en tomatbegravelse med både kiste og begravelsesoptog. Efterfølgende besluttede den lokale regering sig for at spille med på legen, kun opstille få regler og acceptere den skøre tradition.

Selve tomatkampen er uden tvivl hovedbegivenheden, men forud for denne ligger der en hel uges festligheder, hvor Buñols skytshelgener Jomfru Maria og Skt. Louis Bertrand bliver hyldet med gadeoptog, musik og fyrværkeri på ægte spansk manér. Aftenen inden serveres der en klassisk valenciansk paella med ris, skaldyr, safran og olivenolie, så deltagerne kan samle kræfter til morgendagens kamp.

I dag er festivalen noget mere organiseret end tidligere. Arrangørerne er gået så vidt, at de nu dyrker en speciel type uspiselige tomater udelukkende til denne årlige begivenhed. Festlighederne skydes i gang kl. 10.00, hvor deltagerne løber om kap for at få fat i en skinke, der er placeret på en pæl dækket med fedtstof. Tilskuerne kaster vand på deltagerne, mens der bliver sunget og danset i gaderne. Når kirkeklokkerne lyder kl. 12, ruller lastvogne fyldt med tomater ind i byen til lyden af tilråbet "To-ma-te, to-ma-te!".

Derefter affyres en vandkanon, og festlighederne går for alvor i gang. Nu er der grønt lys til at knuse og kaste tomater i alle retninger mod de andre deltagere. Katapulter, pistoler og slangebøsser – alt er tilladt, og når kampen er ovre, er du ikke den samme, hverken indeni eller udenpå. Næsten en hel time efter står tomatkasterne i en sø af smattet gadesalsa uden synet af en hel tomat. Et nyt kanonskud signalerer, at kampen er slut.

Hvem kastede egentlig den skæbnesvangre tomat, der blev startskuddet til Tomatina-revolutionen? Det fortoner sig i det uvisse. Det kan have været en Franco-modstander, eller måske var det blot et karneval, der løb løbsk. Ifølge den mest populære version af historien arrangerede nogle lokale en påtaget batalje for at skaffe sig opmærksomhed under Los Gigantes-festivalen i 1945 (en stor parade med papmachédukker). Tilfældigvis stod der en grøntsagsbod i nærheden, og deltagerne begyndte at smide med tomater. Uskyldige tilskuere involverede sig i kampen, og det udviklede sig til et virvar af flyvende frugt. Ophavsmændene måtte efterfølgende betale tomatsælgerne, men det forhindrede ikke fremtidige tomatkampe – og episoden blev starten på en ny tradition.

Myndighederne frygtede, tingene skulle eskalere for voldsomt, så i løbet af 1950’erne indførte man først en række forbud, som man dernæst slækkede på og siden genindførte. I 1951 blev de lokale lovbrydere direkte fængslet, indtil protester fra offentligheden førte til deres løsladelse. Den mest berømte protest mod tomatforbuddet fandt sted i 1957, da tilhængerne iscenesatte en fingeret tomatbegravelse, komplet med kiste og optog. Efter 1957 besluttede de lokale myndighede at følge med strømmen, fastsætte nogle enkle regler og tage imod den skøre tradition.
Selvom tomaterne naturligvis har hovedrollen, er der festligheder i hele ugen op til den afgørende begivenhed. Buñols skytshelgener, Jomfru Maria og Sankt Louis Bertrand, fejres med vanlig spansk tradition med optog i gaderne, musik og fyrværkeri. For at styrke deltagerne før den forestående batalje serveres der, den aften slaget finder sted, en klassisk paella, en valencisk ret med ris, fisk og skaldyr, safran og olivenolie.
I dag er der en vis orden i den ellers så uhæmmede festival. Organisatorerne er endog gået så langt som til at fremavle en særlig art uspiselige tomater til netop denne årlige begivenhed. Festlighederne starter omkring klokken 10 om formiddagen, hvor deltagerne kæmper om at få fat i en skinke, der sidder fastgjort øverst på en fedtet pæl. Tilskuerne overøser de klatrende med vand, og der synges og danses i gaderne. Når kirkeklokken står middagsslag, kører de ventende lastbiler med tomater ind i byen, mens den messende afsyngelse af "To-ma-te, to-ma-te!" når sit højdepunkt.

Så affyres en vandkanon, og hovedbegivenheden starter. Dermed er der givet grønt lys for at knuse og kaste tomater i et altomfattende angreb på de øvrige deltagere. Her er både langdistancekastere, nærkampsangribere og underhåndskastere på mellemlang afstand. Uanset teknik vil man både fremstå (og føle sig) meget anderledes, når det hele er forbi. Næsten en time senere er de tomatdrivende deltagere overladt til at more sig i et bad af klistret gadesalsa, hvori ingen rester af hele tomater kan findes. Endnu et skud fra kanonen giver signal til at standse slaget.

Hvem kastede dén første skæbnesvangre tomat, der startede La Tomatina-revolutionen? Sandheden er, at ingen ved det. Måske var det et anti-Franco-oprør eller et karneval, der løb løbsk. Ifølge den mest populære udgave af historien ville lokale under 1945s udgave af Los Gigantes-festivalen (en kæmpestor papmachedukke-parade) starte et slagsmål for at få noget opmærksomhed. De stødte på en grønsagsvogn i nærheden og begyndte at kaste modne tomater. Uskyldige forbipasserende blev involveret, indtil det hele endte i et massivt orgie af flyvende frugt. Urostifterne måtte betale tomatsælgerne, men det satte ikke en stopper for tomatkampene – og for en ny traditions fødsel.

Af frygt for eskalerende uroligheder først vedtog, lempede og sidst genindførte myndighederne en række forbud i 1950erne. I 1951 blev lokale, der trodsede loven, sat i fængsel, indtil offentligheden krævede deres løsladelse. Den mest berømte provokation imod tomatforbuddene fandt sted i 1957, da fortalere afholdt en parodisk tomatbegravelse med kiste, optog og det hele. Efter 1957 besluttede de lokale myndigheder at gå med strømmen. De opsatte nogle få regler og omfavnede den skøre tradition.

Selvom tomaterne har hovedrollen, så leder en hel uges festligheder op til den store finale. Det er en fejring af Buñols skytshelgen, Jomfru Maria, og St. Louis Bertrand med parader i gaderne, musik og fyrværkeri på glædelig spansk vis. Som opladning til det forestående slagsmål serveres på kampaftenen en overdådig paella, en ikonisk valenciansk risret med fisk, skaldyr, safran og olivenolie.

I dag har denne uhæmmede festival nogle ordensforhåndsregler. Arrangørerne er nået så vidt som til at fremavle en særlig sort af ildesmagende tomater kun til denne årlige begivenhed. Festlighederne går i gang omkring kl. ti om formiddagen, når deltagere konkurrerer om at få fingre i en skinke i toppen af en glat stang. Lykkeridderne sprøjtes til med vandslanger fra tilskuere, der synger og danser i gaderne. Når kirkeklokken slår middag, ruller lastbiler læssede med tomater ind i byen, mens råbende "To-ma-te, to-ma-te!" tager til i styrke.

Så, med affyringen af en vandkanon, begynder hovedbegivenheden. Det er grønt lys til at mose og kaste tomater i frontalangreb på de øvrige deltagere. Langdistance-tomatlob, nedskydninger på klods hold og medium afstands-kringleskud. Uanset hvad teknikken er, så vil man se ret anderledes ud (og føle sig anderledes), når det hele er ovre. Næsten en time senere slås gennemvædede tomatkæmpere i et hav af most gadekompot, hvori noget der ligner en tomat er svær at finde. Et andet kanonskud signalerer enden på kampen.

Hvem kastede den første skæbnesvangre tomat, der startede ”La Tomatina” revolutionen?

Fakta er at ingen ved det. Måske var det et anti-Franco oprør eller et karneval, der gik over gevind.

Ifølge den mest populære version af historien, så forsøgte lokale i løbet af ”Festival of Los Gigantes” (en kæmpe parade med enorme papmachédukker) at iscenesætte et slagsmål for at få opmærksomhed. De stødte på en grøntsagsvogn i nærheden, og begyndte at kaste med modne tomater. Uskyldige tilskuere blev involveret, og det hele voksede til et kæmpe slagmål på flyvende frugter. Ophavsmændene måtte godtgøre tomatsælgerne, men det standsede ikke gentagelsen af nye tomatslagsmål - og en ny tradition var født.

Af frygt for en uregerlig optrapning indførte myndighederne i 50’erne en række forbud, der siden blev både opblødt og genindført. I 1951 blev lokale der trodsede loven sat i fængsel, indtil befolkningen krævede deres løsladelse. Den mest berømte udfordring af tomatforbuddet foregik i 1957, hvor tilhængere gennemførte en falsk tomatbegravelse med både kiste og begravelsesoptog. Efter 1957 besluttede den lokale regering at følge folkestemningen, og at indføre nogle regler samt byde den skøre tradition velkommen.

Selvom tomaterne er i centrum, så fører hel en uges festligheder op til det endelige opgør. Det er en fejring af Buñols skytshelgener; Jomfru Maria og St. Louis Bertrand, med parader, musik og fyrværkeri i frydefuld, spansk stil. For at opbygge styrken til den forestående kamp, serveres der aftenen før slaget en storslået paella, en ikonisk ret fra Valencia med ris, fisk og skaldyr, safran og olivenolie.

I dag præges denne uhæmmede festival af en vis grad af orden. Arrangørerne er gået så langt, som til at dyrke en særlig variant af uspiselige tomater til denne årlige begivenhed. Festligheder starter omkring kl. ti om morgenen, når deltagerne kappes om at få fat i en skinke, fastgjort i toppen af en fedtet pæl. Tilskuere spuler deltagerne med vandslanger, mens de synger og danser i gaderne. Når kirkeklokken slår middagstid, ruller lastbiler fyldt med tomater ind byen, mens tonerne af "To-ma-te, to-ma-te!" når et højdepunkt.

Så, med affyringen af en vandkanon, begynder hovedbegivenheden. Det betyder grønt lys til at smadre og kaste med tomater i et alt-eller-intet angreb mod alle andre deltagere. Langdistance-tomatlob, attentat på klos hold eller mellemdistanceskud med skrue, …uanset hvad din teknik er, så vil du når alt er overstået se ganske anderledes ud (og føle dig ganske anderledes). Efter knap en time kan tomat-gennemblødte kastere lege videre i et hav af slubrende gadesalsa, uden noget der bare ligner en tomat nogetsteds. Endnu et kanonskud signalerer afslutningen af kampen.

Hvem kastede den første skæbnesvangre tomat, som startede La Tomatina revolutionen? I virkeligheden er der ingen, der ved det. Måske var det et oprør mod Franco, eller et karneval der løb løbsk. I følge den mest populære version af historien, var det de lokale som, under Los Gigantes festivalen i 1945 (en kæmpemæssig parade med papmaché dukker), var ude på at skabe tumult i et forsøg på at få opmærksomhed. De forgreb sig på en tilfældig grønsagsvogn i nærheden og begyndte at kyle med modne tomater. Uskyldige tilskuere blev hvirvlet ind i tumulten og efterhånden udviklede situationen sig til et inferno af flyvende frugt. Ophavsmændene måtte yde erstatning til tomatsælgerne, men det forhindrede ikke, at der sidenhen opstod nye tomatkampe - hvilket blev starten på en ny tradition.

I frygt for en ustyrlig optrapning, skiftevis indførte, lempede og genindførte myndighederne en serie af forbud i 1950'erne. I 1951 blev lokale, som udfordrede loven, fængslet indtil en række offentlige protester blev medvirkende til deres løsladelse. Den mest kendte protest mod tomatforbuddene fandt sted i 1957, hvor tilhængere iscenesatte en tomatbegravelse, komplet med både kiste og følge. Efter 1957 besluttede de lokale myndigheder sig for at bøje sig. De indførte nogle få regler og accepterede så ellers den mærkværdige tradition.

Selvom tomaterne er i begivenhedernes centrum, går der en uges festivitas forud for det endelige opgør. Det er en fejring af Buñols skytshelgener, Jomfru Maria og St. Louis Bertrand, med gadeoptog, musik og fyrværkeri på lystig spansk manér. For at samle kræfter til den forestående tumult, serveres der på kampaftenen en episk paella, som er en traditionel valensisk ret med ris, skaldyr, safran og olivenolie.

I dag er der imidlertid en vis form for styr på den hæmningsløse festival. Arrangørerne er gået så vidt som til at dyrke en speciel uspiselig tomatsort blot til brug for denne årlige begivenhed. Festlighederne begynder omkring kl. 10 om formiddagen, hvor deltagerne løber om kap for at få fat i en skinke, der er gjort fast til toppen af en fedtet stang. Tilskuerne spuler kapløberne med vand alt i mens de synger og danser i gaderne. Når kirkeklokken slår tolv middag, ruller lastbiler fyldt med tomater ind i byen, mens en råben af "To-ma-te, to-ma-te!" når klimaks.

Med affyringen af en vandkanon, begynder hovedbegivenheden. Der gives dermed grønt lys til at mase og affyre tomater i en alle mod alle kamp med de øvrige deltagere. Lange overarmskast, koldblodige affyringer på klods hold, eller mellemlange hopskud. Hvad din teknik end måtte være, vil du fremstå (og føle dig) ret anderledes, når det hele er ovre. Efter en lille times tid, er der ikke meget andet tilbage for de tomatindsmurte kæmpere at boltre sig i, end en gang klistret salsa i gaderne. Endnu et kanonskud markerer afslutningen på kampen.

Hvem smed denne første skæbnesvangre tomat, der siden blev til tomatrevolutionen? Sandheden er, at ingen ved det. Måske var det en anti-Franco oprører, eller måske et karneval der gik over gevind. I følge den mest populære version af historien, var der, i 1945 under festivallen "Los Gigantes" (et optog med kæmpemæssige papmachéfigurer), en gruppe lokale der ville iscenesætte et slagsmål for at få lidt opmærksomhed. Ved en tilfældig vogn med grøntsager gav de sig således til at kaste med modne tomater. uskyldige tilskuere blev indblandet i miseren indtil det fløj med frugt og grønt fra alle sider. bagmændene skulle naturligvis tilbagebetale grønthandlerne for deres tomater, men det satte dog ikke en stopper for de følgende tomatkampe og tilblivelsen af en helt ny tradition.

Af frygt for en uregerlig optrapning af tomatkampene, iværksatte regeringen i 1950'erne strenge forbud, som siden blev lempede og igen strammet. I 1951 blev lokale der overtrådte påbuddene arresteret indtil vreden i befolkningen bevirkede deres løsladelse. Det mest berømte oprør mod tomat-forbuddene fandt sted i 1957 hvor fortalere for tomatkampene afholdt en fingeret tomat-begravelse komplet med kiste og begravelsesoptog. Efter 1957, besluttede den lokale regering at følge strømmen, fastsætte nogle enkelte regler og acceptere den besynderlige tradition.

Selvom tomaterne tager det meste af rampelyset går der forud for den store tomat-finale en hel uge med festligheder. Buñol's skytshelgener, Jomfru Maria og St. Louis Bertrand fejres med gadeoptog, musik og fyrværkeri på den mest festlige spanske manér. For at opbygge styrke til den forestående kamp bliver der på den store aften før slaget serveret en storslået paella, der frembyder den ikoniske valenciske ret med ris, skaldyr, safran og olivenolie.

I dag hersker der en vis orden ved denne festival. Arrangørerne er gået så vidt som til at dyrke en særlig uspiselig art af tomater netop til denne lejlighed. Festlighederne igangsættes ca kl 10 om formiddagen hvor deltagerne kæmper om en herlig skinke fastgjort til toppen af en høj fedtet pæl. Tilskuerne synger og danser i gaderne og sprøjter med vand efter deltagerne i skinkeløbet. Når klokken i kirketårnet slår tolv, kører lastbiler ladet med tomater til bristepunktet ind i byen, under stadigt vildere tilråb: "To-ma-te, to-ma-te!"

Så, med slaget fra en vandkanon, begynder den vigtigste del af festen. Der er givet grønt lys for at mase og kaste med tomater i et gigantisk angreb; alle mod alle. Langdistance tomatkastning, tomathenrettelser på klods hold og mellemlange skruede tomattricks. Enhver med sin teknik. Når kampen er ovre vil alt føles anderledes end før. Efter en times tid er der kun et kæmpe hav af gade-tomatsovs tilbage for de tomattilsølede kæmpere at boltre sig i. Med endnu et skud fra vandkanonen signaleres kampens afslutning.

Hvem kastede det første skæbnesvangre tomat, der startede La Tomatina revolution? Virkeligheden er ingen kender. Måske var det en anti-Franco oprør, eller et karneval, der kom ud af hånden. Ifølge den mest populære version af historien, i løbet af 1945 festival i Los Gigantes (en kæmpe papmache marionet parade) blev lokale søger at iscenesætte et slagsmål for at få en vis opmærksomhed. De stødte på en grøntsag indkøbskurv nærheden og begyndte at slynge modne tomater. Uskyldige tilskuere fik involveret indtil scenen eskalerede til en massiv nærkontakt flyvende frugt. Bagmændene skulle tilbagebetale tomat sælgere, men som ikke stoppe gentagelse af flere tomat slagsmål-og fødslen af ​​en ny tradition.

Af frygt for en uregerlig optrapning, myndigheder vedtaget, afslappet, og derefter genindsat en række forbud i 1950'erne. I 1951 blev lokalbefolkningen, der trodsede loven fængslet indtil ramaskrig opfordrede til deres løsladelse. Den mest berømte uforskammethed til tomat forbud skete i 1957, hvor fortalere holdt en mock tomat begravelse komplet med en kiste og procession. Efter 1957, den lokale regering besluttede at rulle med slag, sæt nogle regler på plads, og omfavnede skøre tradition.

Selvom tomaterne i centrum, en uges festligheder fører op til det endelige opgør. Det er en fejring af Buñol s skytshelgener, Jomfru Maria og St. Louis Bertrand, med gade parader, musik og fyrværkeri i frydefuld spansk mode. At opbygge din styrke for det forestående slagsmål, er en episk paella serveret på tærsklen til kampen, fremvisning en ikonisk Valencia fad med ris, fisk og skaldyr, safran og olivenolie.

I dag er denne uhæmmet festival har en vis grad af orden. Arrangørerne er gået så langt som til at dyrke en særlig variant af ubehagelige tomater bare for den årlige begivenhed. Festligheder kick off omkring 10 am når deltagerne kapløb om at få fat i en skinke fast oven på en fedtet pol. Tilskuere slange kryptoforsatser med vand, mens sang og dans i gaderne. Når kirkeklokken slår middagstid, lastbiler fyldt med tomater rulle ind byen, mens chants af "To-ma-te, til-ma-te!" nå et crescendo.

Derefter med affyring af en vandkanon, den vigtigste begivenhed begynder. Det er grønt lys til knusning og lancering tomater i all-out angreb mod medkursister. Langdistance tomat lobbers, klods attentatmænd, og mellemdistance krog skud. Uanset hvad din teknik, med den tid, det er overstået, vil du se (og føle), helt anderledes. Næsten en time senere, er tomat-gennemblødt bombefly tilbage at spille i et hav af squishy gade salsa med lidt til venstre ligner en tomat skal findes. En anden kanon skud signalerer afslutningen af kampen.